Gaffa byder velkommen til Belgien!

Gaffa anmeldte TIDEN BØJER AF 14. oktober 2019

Gaffa skriver bl.a., at DMVB: “er et af de mindre kendte postpunk-bands der væltede ind på scenen, efter Kliché sejlede supertankeren frem i de sorte startfirsere. De Må Være Belgiere har dog været velanset blandt danske postpunk-connaisseurs. … Et øjebliksbillede af et band, der havde lyttet intenst til Factory Records’ udgivelser, men samtidig føjede nok charme til musikken til, at de gjorde den til deres egen … DMVB var nok til at vise et band, der sagtens kunne prøve kræfter med sværvægterne på den danske punkscene … Tiden Bøjer Af er heldigvis et hæderligt stykke postpunk, der – morsomt nok – lyder som en naturlig forlængelse af …Belgien? – trods den lange ventetid.”

Gaffa nævner inspirationen “fra de sortfirsernes engelske helte”, som fx tidlig New Order (anno Movement) på nummeret Amnesi, mens “De mere melodiske indslag som ”Målet er nært” og ”Det forkerte sted” sender brusende hilsener til henholdsvis Modern English og Echo and the Bunnymen.”

Gaffa pointerer: “Det er dog ikke nødvendigvis et problem, for andre steder gør de enkelte guitarmelodier og Jesper Hedes lettere skæve stemme sangene en decideret tjeneste – især på pladens stærkeste kort ”Skygge og duft” og ”Bag en grædemur”, hvor der også bliver hældt en del attitude ind i DMVBs univers. Sidstnævnte bør fremhæves med den mesterlige linje: ”Mærker du solen tørre dig ind”. De sorte 80’ere kan stadig mærkes i 2019.”

Gaffa slutter af med: “Tiden Bøjer Af er en ganske vigtig plade på den nutidige danske postpunkscene, og det er rart, at Belgierne kan vise tidens nyere postpunk-bands, hvordan man laver solid postpunk på dansk, for den mangler i høj grad på en scene, hvor rigtig mange danske postpunkbands lyder som en dårlig kopi af de britiske helte.”

Læs hele anmeldelsen her

Læs teksterne til Tiden Bøjer af her