DMVB godt på vej med ny musik
Sidst i august var De Må Være Belgiere i studiet for at indspille nye numre til kommende udgivelser
Indspilningen fandt sted i studie 3 i det forhenværende Radiohus og det nuværende Kgl. Danske Musikkonservatorium på Rosenørnsallé på Frederiksberg.
I bygningen, der er tegnet af arkitekten Vilhelm Lauritzen og opført i 1930’erne, findes et af landets fineste studier, som engang husede radioens big band.
I det smukke og vellydende rum indspillede DMVB 9 numre:
- Opstand
- Ineffektiv
- Kronstadt
- Sol og måne
- Ødeland
- Paradis
- Hundehavet
- Vejen ud
- Massif Central
Teksterne finder du her.
Numrene bygger videre på DMVB’s melodiske og støjende guitardrevne univers med kompakte og surreelle tekster, men de viser også nye veje og byder på flere overraskelser, både kompositorisk og instrumentalt.
Siden releasekoncerten på Alice i september 2019 er DMVB omdannet fra en kvartet til en kvintet med tre guitarister ved Jesper Hede, som også er bandets forsanger, Nils Skovbjerg og Stefan Weinreich, bistået af Mark Winther på trommer og Jacob Leth på bas. Men på de nye numre vil man også høre andre instrumenter og nye kompositoriske ideer udtrykt.
Med indspilningen af det nye materiale viderefører DMVB også samarbejdet med Morten Bue og Alma Hede.
De 9 numre er indspillet af Alma Hede, som spiller med på flere numre, og produceret af DMVB og Alma Hede, som også stod for indspilningen af albummet Tiden bøjer af og singlerne Elsket og nøgen, Sidste akt og I den tynde tråd.
Morten Bue mixede og stod for masteringen af numrene på albummet og de efterfølgende singler, og han tager sig også af mix og master af det nye materiale.
DMVB er i gang med at lægge sidste hånd på materialet, før Morten Bue går i gang med at mixe, og bandet forventer at udgive de nye numre i forskelige tempi frem mod næste sommer.
DMVB spiller på Stengade i København d. 12. december og på Radar i Århus d. 23. januar.
Stay tuned and safe!
Fotos: Bianca Hede