Interview med Jesper Hede om De Må Være Belgiere
Læs om bandets fortid, nutid og det tredje album på kun tre år – i Groovy nr. 24 2022. Hermed den afsluttende passage:
…
Når De Må Være Belgiere udgiver deres tredje album til januar, er datteren Alma Hede atter på spil. Pladen fungerede som afslutningsprojekt, da hun blev færdig som tonemester på Musikkonservatoriet. Så hun producerede, mixede og indspillede. Hele side 1 handler om at være stillet overfor en livstruende sygdom og prøve at komme tilbage.
Hvad er det, der sker?
”Sidste sommer opdager jeg en hævet lymfeknude på min hals. Den bliver undersøgt, og man konstaterer, at der er kræft i den. Jeg føler mig ikke syg som sådan, men behandlingen med 33 gange stråler og fem gange kemo var intens. Jeg fik sondemad i syv uger, i tre uger var jeg indlagt på Riget. Fordi det er en del af Almas afgangsprojekt, går de andre i studiet, mens jeg ligger på hospitalet og skriver sætninger ned på min mobiltelefon. Jeg var jo syg og på morfin og prøvede at reagere som modstander af alt det, der trækker en ned. Jeg formulerede det som, at jeg blev modstander af sorte huller. Sorte huller er jo superinteresante astrofysiske fænomener, men jeg skal fanme ikke ned i sådan et sort hul! På side 2 er der to gamle numre, “Polka” og “Kanter”, som vi har nykomponeret. Og så er der en hyldest til Yoko Ono og “Manifest”, som er mit cismand-agtige hvide forsøg på at tale ind i en forståelse af, hvad unge mennesker er modstandere af, når det drejer sig om at rubricere folk i køn og andre kategorier. Men man skal være påpasselig med, hvad man siger.”
Hvorfor stikke hånden i det hvepsebo?
”Fordi jeg synes faktisk, de har et superfedt budskab i forhold til at få nedbrudt nogle barrierer. Det var også noget af det, vi gjorde dengang.”
Du finder bladet på biblioteker og diverse pladebutikker i hele landet. Det er gratis, men du kan abonnere og støtte udgivelsen.