”Her udvides den instrumentale palet, bandet benytter sig af, med blandt andet samples og trompet”, skriver Jonas Bach fra GFR og fortsætter:
”Som på den første EP er der et rytmisk drive på alle numrene, og herudover bygges der svirrende guitarer og dynamisk bas på, som understrøm til Jesper Hede’s vokal.”
”Der er også noget over teksterne, der også dyrker gentagelserne, men også leger med sproget og ofte rører noget ildevarslende, som for eksempel fra ‘Opstand’.”
”Men på de to efterfølgende numre, ‘Ødeland’ og ‘Paradis’, sker der noget andet – der bliver i hvert fald tilføjet nogle nye farver til paletten.”
”Den over 8 minutter lange ‘Paradis’ lukker EP’en. Her er der mere tilsyneladende ro og afklarethed over Hede’s vokal, ligesom også guitarerne virker mere dæmpede, mindre bidende. Igen er virkemidlerne velkendte, men De Må Være Belgiere formår alligevel at tviste formlen en smule, blandt andet med et støjende, post-rocket instrumentalt stykke mod slutningen, inden det næsten bliver ambient som nummeret rinder ud.”
”EP2 falder fint i tråd med forgængeren, og igen har De Må Være Belgiere godt styr på deres lyd og virkemidler. Vi ender som vi gjorde med EP1 på 4 store stjerner.”
EP2 “falder fint i tråd med forgængeren, og igen har De Må Være Belgiere godt styr på deres lyd og virkemidler. Vi ender som vi gjorde med EP1 på 4 store stjerner.”